Sardinien er en ø i Middelhavet, og selv om den hører til Italien, har den sin helt egen vinkultur. Der er omkring otte timer med ekspresfærge fra det italienske fastland, og den afstand mærkes både i landskabet og i vinene. Klimaet er udpræget middelhavsk med kraftig varme og lys, og øen rammes af scirocco-vinden, der blæser ind fra Nordafrika. Vil du forstå sardinsk vin, hjælper det at kende terrænet: bjergrige indre egne som Barbagia og Gennargentu, kystnære lavlandssletter som Campidano og en jordbund, der spænder fra granit og ler til vulkansk materiale og sand.
Vinhistorien går langt tilbage. Fønikerne bragte vindyrkningen til øen i oldtiden, og det spanske styre under Aragon-dynastiet fra det fjortende til det attende århundrede satte tydelige spor i både dialekt og vinstil. Frem til 1950'erne var dyrkningen i høj grad baseret på landbrug i mindre skala, og først fra 1970'erne gik øen for alvor fra bulkvin (vino da taglio) til tappede vine på flaske. Andelsvinerierne spillede en central rolle i denne modernisering fra midten af 1980'erne.
Blandt de hvide druer står vermentino stærkest. Den trives i det tørre, godt ventilerede klima og giver mest udtryk på magre jorde, der holder væksten i ave, gerne i køligere mikroklimaer med stor forskel mellem dag- og nattemperatur. I Gallura i det nordøstlige hjørne, hvor granitjord og tynd sandet muld præger korkege-landskabet, dyrkes druen i højtliggende vinmarker. Ved siden af vermentino finder du også nuragus, torbato og vernaccia.
På den røde side er cannonau øens kendetegn. Druen er den samme som Spaniens garnacha og Frankrigs grenache og blev efter overleveringen bragt til øen under Aragon-dynastiet. Carignano er den italienske betegnelse for carignan, som du også kender fra Spanien og Frankrig, mens monica føjer endnu en lokal stemme til paletten.
Sardinien har set mindre vininvestering end Sicilien og er fortsat tyndt befolket, og netop det gør øen interessant. Her møder du vine, der bærer præg af macchia-vegetationens vilde salvie, mynte, fennikel og myrte, og af et landskab, der har bevaret sin egen rytme.