Mammolo er en gammel, hjemmehørende toscansk drue, og navnet dækker faktisk over en gruppe genetisk forskellige sorter. I litteraturen er der identificeret fem distinkte Mammolo-typer, der sandsynligvis nedstammer fra Mammolo Nero og Mammolone di Lucca. Genetisk er druen beslægtet med blandt andet Biancella, Caloria, Colombana Nera, Pollera Nera, Sciaccarellu og Malvasia Montanaccio samt andre korsikanske sorter. Gennem en naturlig krydsning med Moscato Violetto og Sangiovese er Mammolo desuden bedstefar til Ciliegiolo.
I Italien finder du udelukkende Mammolo i Toscana, nærmere bestemt i provinserne Arezzo, Grosseto, Lucca, Pistoia og Siena. Det er en sjælden drue, og pr. 2010 var der mindre end hundrede hektar plantet i regionen. Druen dyrkes også på Korsika, hvortil den efter alt at dømme kom under italiensk styre fra det ellevte til det attende århundrede, samt i USA og Australien.
Mammolo er en kraftig, opretvoksende vinstok med god og regelmæssig ydeevne, og den regnes for hårdfør og rustik. Den springer ud efter Sangiovese, men modner tidligere, typisk i sidste halvdel af september eller først i oktober. Klaserne er mellemstore til store og pyramideformede med store, runde, rødblå bær. Skrællen er tyk, hvilket gør druen velegnet til lufttørring. Et par forhold kræver opmærksomhed i vinmarken: anthocyaninerne er ustabile, så farven aftager med tiden, og det gør klonudvælgelse vigtig. Druen er desuden følsom over for botrytis afhængigt af klasens kompakthed. Mammolo trives bedst i lerrige, alkaliske jorde med et vist natriumindhold og spor af sand, mens alt for frugtbare jorde giver tynde, mindre interessante vine.
I glasset bruges Mammolo først og fremmest som en blandingsdrue, og den optræder sjældent på egen hånd. Den indgår i appellationer som Carmignano, Chianti, Morellino di Scansano, Monteregio di Massa Marittima, Colli di Luni, Montecucco, Rosso di Montepulciano og Vino Nobile di Montepulciano, og fra omkring ti procent og opefter bliver den genkendelig i en blanding. Druen giver tørre rødvine og kan også anvendes til vine af sen høst. Vinene oxiderer hurtigt, og det bidrog til, at sorten begyndte at gå af mode fra 1960'erne.