Hurtig og nem levering Fri fragt i DK over kr. 1.000 Bedøm os på Trustpilot

Hvordan opbevarer man vin?

Noget at det jeg ofte bliver spurgt om, handler om korrekt opbevaring af vin. Det er da også et emne, som mange har meninger om - nogle gange endda stærke meninger...
Jeg vil her komme med mine gode råd, baseret på egne erfaringer gennem efterhånden en del år.
Først og fremmest - vin er fremstillet for at blive drukket og ikke gemt. Faktisk er en stor del af det danske vinsalg slet ikke egnet til at blive gemt væk, men er netop fremstillet for at du som kunde kan drikke vinen indenfor et års tid fra dit køb.
Når det så er sagt, er det en anden historie, hvis du går lidt mere high-end i dit vinkøb, typisk når du krydser kr. 250,- til kr. 300,- pr flaske. Her bliver korrekt opbevaring endnu mere relevant, da mange af disse vine vinder på smag, duft, nuancer og oplevelse ved (korrekt) lagring.
I prioriteret rækkefølge vil jeg fremhæve disse forhold for korrekt opbevaring:
  • Lysforhold
  • Luftfugtighed
  • Temperatur
  • Ro

Lysforhold - intet er mere skadeligt for vin (især hvidvin) end at være udsat for sollys. En vin, der står i et vindue med sol hele dagen vil være ødelagt efter få dage. Hvis du har et rum til vin, så gør det så mørkt som overhovedet muligt - helst totalt mørklagt. Hvis du ikke har et mørkt rum, så opbevar vinen i kassen og ikke i en vinreol.

Luftfugtigheden er vigtig, da den er med til at forhindre udtørring af kork-proppen (dermed er det ikke et problem med skruelåg). Hvis korken tørrer ud, vil der være adgang til iltning af vinen udefra, og så opstår det kendte begreb "prop". Når du først har smagt en vin med "prop", er du aldrig i tvivl igen. Det smager som en blanding af 5 dage gammel karklud og vådt muldjord. En luftfugtighed på 70-80% er bedst, og aldrig under 50% i længere tid. Her i Danmark har vi generelt en ret høj luftfugtighed omkring os, så det er sjældent et stort problem. Hvis luftfugtigheden er for høj, kan etiketterne på vinen tage skade. Det kan du let løse ved at spraye lidt hårlak på etiketten, og så holder den væsentligt bedre.

Når det gælder temperatur kan der virkelig gå religion i den... Generelt er vin hårdfør og kan holde til meget. Det allervigtigste er at undgå for store temperatur-udsving. Et sydvendt værelse, som solen varmer op om dagen til 30 grader og så falder til 15 grader om natten er ikke egnet. Men f.eks. et nordvendt rum, eller endnu bedre en kælder, hvor temperatur-udsvingene er væsentligt mindre og max-temperaturen er holdt nede, er straks mere egnet. Jo køligere, jo langsommere udvikler vinen sig og modsat med varme. Vinen bliver ikke ødelagt af at ligge i en højere temperatur end de optimale 10-14 grader, men den vil udvikle sig hurtigere, og dermed også være mindre langtidsholdbar.

Ligesom vi mennesker, sætter vin også pris på ro. Vinen bør ikke udsættes for rystelser og her vil jeg hejse flaget for de populære vinkøleskabe. Mange af de prisbillige vinskabe har ikke vibrationsdæmpet kompressoren og dermed er de kun egnede som "serveringsskabe", hvor du bruger det til at køle vinen i dagene før den skal serveres. Ro og ingen vibrationer er vigtigt, når vi taler langtidsopbevaring af vin. Hvis du bor på en husbåd, skal du nok finde en løsning udenfor matriklen...

Og så lige en sidste ting - skal vinen egentlig ligge ned? - eller måske stå op? Tjah.. - meningerne er efterhånden lidt delte og nu bliver det lidt nørdet. Tidligere sagde man altid, at vinen skulle ligge ned for at holde korkproppen fugtig og dermed undgå udtørring og iltning. Men ny forskning indikerer, at såfremt du har styr på de 4 punkter ovenfor, vil vinen faktisk have godt af at stå op. Kort fortalt handler det om, at den luft i flasken, som vinen er født med, måske har det bedst med at være ved proppen, fremfor at være i toppen af den liggende flaske. Hver gang temperaturen falder eller stiger vil luften i flasken i henhold til fysikkens love fylde henholdsvist mere eller mindre - og når den fylder mindre kan der opstå et vacuum, der trækker en smule luft ned gennem korken. Bevares - vi er ude i nørderiet nu, men jeg har da selv gang i forsøget hjemme hos mig selv!

"Hvad gør du selv?" bliver jeg jævnligt spurgt. Her er jeg velsignet med at have en kælder i mit hus. Da jeg for mange år siden omdannede et rum til vinkælder, fik jeg muret vinduet til (mørke), tjekkede luftfugtigheden (ligger mellem 70 og 85%), monterede termometer (som idag er online!) og byggede nogle solide, ubehandlede træreoler for at maksimere kapaciteten. Da den kapacitet viste sig at være for lille (surprise surprise), var jeg heldig at få adgang til en anden kælder, hvor jeg har skruet en træplade for vinduet indefra og iøvrigt konstateret at luftfugtighed og temperatur var på plads. Hvad jeg så gør, når denne kapacitet også er opbrugt må jeg løse til den tid.

Hvis du selv går med spørgsmål om korrekt opbevaring af din vin, så ring eller skriv til os hos Copenhagen Wine. Vi elsker at tale om vin og giver dig gerne et råd med på vejen.
Bestsellere

La Smilla Gavi del Comune di Gavi DOCG 2020

Den fineste Gavi di Gavi. Helt skarp og ren.
DKK 85,00

Mastrojanni Brunello di Montalcino DOCG 2016

Fyldig og rund Brunello med toner af vanille og sød tobak.
DKK 360,00

Mastrojanni Rosso di Montalcino DOC 2018

Dejlig duft af modne kirsebær og blommer. Behagelige bløde tanniner og god syre.
DKK 160,00
Skriv en kommentar